Broager-bordtennis har i efterårssæsonen 2018 deltaget med flere ungdomshold i DGI’s turnering.
Et af drengeholdene gik oven i købet videre fra deres kreds, hvorefter de deltog i det jyske finalestævne i Ry. Her blev først Odder slået med 5-3, og i semifinalen gik det herefter ud over Brønderslev, som blev besejret 5-2. Til sidst ventede stærke BTK 73 fra Kolding i finalen. Broagerdrengene fandt her deres bedste spil frem og vandt en forholdsvis sikker sejr på 5-2.
De dygtige Broagerdrenge er Rasmus Krogh Petersen, Alexander Nissen og Christian Staadsen Petersen.